Autist

Vi autistiske mennesker, har en forpligtigelse og mulighed for selv at være aktive, når det kommer til at sikre vores inklusion. Her mener jeg ikke at hver enkelt person er ansvarlig, men mere at vi som gruppe har en forpligtigelse. For vi kan jo se at de som prøver at gøre det på vore vegne, ikke lykkedes. Enten for de er for få, eller fordi ikke helt har forstået hvor vi vil hen.

Og det starter med Ordet: Autisme.

Autist, Autister, Autistisk, Autistiskt.

Jeg fik at vide at jeg ikke måtte benytte ordene: Autist, autisme og autistiskt, da det ikke er politisk korrekt.

Jeg er autist. Hvis jeg siger at jeg har en autismespektrumforstryrrelse, så siger jeg samtidigt at når jeg har – så kan jeg miste. Altså at autismen er noget jeg kan komme af med igen. Jeg er autist. Det spiller en rolle i alt hvad jeg gør, i al min tænkning og al min sansning. Og jeg kan li det sådan. Ligesom jeg er jyde, en mand, husejer og højrehåndet. Ingen af disse definerer mig alene, men er en del af den fulde sandhed om mig.

Ordet autist, er blevet et skældsord. Noget grimt, som vi ikke må sige. Fordi folk har brugt ordet uden at forstå det. Fordi de har tillagt det negativ værdi. Hvordan kan vi inkludere os selv i et samfund, hvor vi ikke tør sige hvem vi er?

Fra nu af tager vi ordet tilbage. Vi tillægger ordet Autist, alt det gode, sande og dejlige som vi kender fra vores hverdag. Jeg vil derfor bede jer alle om kort at tænke på en dejlig oplevelse, eller en god egenskab hos et menneske i kender, som er autist.

Sådan! Det var begyndelsen. Jeg er Autist. Og jeg siger det fordi:

”Jeg er ikke andres fordomme. Og jeg vil ikke lade mig begrænse af dem.”